Svømning på skemaet

Langt om længe kom dagen hvor børnene skulle i den meget omtalte pool på Sao Mai. Ditte og jeg havde glædet os til at opleve dette og ikke mindst at se børnene i vandet. Men den eftermiddag glemmer jeg nok aldrig...
Vi kommer hen på Sao Mai efter middagspausen, børnene er stadigvæk lidt trætte efter deres lur. Vi går stille og roligt hen mod poolen med et par af børnene fra vores klasse. Allerede før vi er i lokalet med poolen kan jeg høre børneskrig og råb. Jeg træder ind i lokalet og ser til min store rædsel fire børn der skriger om kap fra poolen. Tøjet bliver taget af vores børn og de bliver nærmest smidt i vandet. Ditte og jeg er chokerede og diskuterer hvad vi skal stille op. Med børnegråd, skrig og ekstrem dårlig stemning bliver det mere og mere ulideligt at være i lokalet, jeg vælger ikke at hoppe i badetøjet som ellers planlagt. En lille pige græder voldsomt mens hun klamrer sig til kanten af bassinet. En lærerinde sidder på hug ved kanten og fjerner hendes hænder fra kanten, og sprøjter lidt vand i ansigtet på hende. Da den lille pige endelig får luft skriger hun endnu mere. Lærerinden ser at Ditte er jeg er meget forargede og da jeg endelig får taget mig sammen til at gå hen mod dem, tager hun pigen op af vandet. Den lille pige ryster over hele kroppen og hiver efter vejret, lærerinden går fra hende og Ditte og jeg tørrer hende med et håndklæde. Den lille pige kan ikke finde ro og er meget utryg ved os. To lærerinder kommer hen til os. De griner let. Vi siger til dem at den lille pige fryser meget. De siger nej og gør grin med os. Ditte og jeg går derfra efterfølgende.

På institutionsbesøg med Dr. Lan

Søndag morgen klokken 6 stod vi op for at mødes med Dr. Lan, som er leder af vores praktikinstitution. Vi vidste ikke meget om den tur vi skulle på. Men efter 3 timers kørsel kom vi til en stor nærmest gård lignende institution. I hverdagene er det hjem for mange børn, de sover i køje"senge" i meget små værelser. I weekenderne kommer de hjem til deres familier som bor endnu længere ude på landet. Institutionen er en offentlig døgninstitution, som har handicappede børn i alle aldre. Institutionens leder er en god ven af Dr. Lan og de snakkede meget sammen dagen igennem. Udover os, var der 5 andre danskere med på institutionen. Alle fra LEV(landsforeningen for Evnesvages Vel), eller i dag betegner vi det mere som, en forening der er til for at forbedre forholdene for udviklingshæmmede. De var der fordi de i ca. 10 år har haft tæt samarbejde med den pågældende institution. De fortalte at de har set store fremskridt på de år de har fulgt stedet. LEV har blandt andet startet en gruppe for forældre med handicappede og udviklingshæmmede børn. Her kan forældre komme med deres børn og snakke med andre forældre der er i samme båd.
Besøget på institutionen varede i mange timer. Efterfølgende blev vi inviteret på middag af institutionens leder. En middag jeg aldrig glemmer, sjældent har vi smagt så dårlig vietnamesisk mad. Under middagen blev vi fodret af Dr. Lan's assistent, hun pillede kyllingekød fra låret og gav os.


Det var en meget lang og interessant dag, hvor man virkelig får indsigt i de trange kår mange vietnamesiske handicappede børn lever under.

Her er børnene som går på institutionen

Dans og optræden

Børnene er klædt ud i kostumer de selv syr i deres værksted

Her sover børnene på institutionen. 8 på hver værelse, med et tilhørende lille skab.

Vi mødte en herlig lille pige fra institutionen. Hun tog min logbog og begyndte at tegne løs

Hun viser os tegningerne, og peger på hvem hun har tegnet

Her er resultatet

Middag med lærerinderne

Vi havde for længe siden besluttet at invitere alle vores lærerinder til middag inden vores praktik ville ophøre. I onsdags var dagen hvor vi fik lejligheden fyldt med vietnamesere, og til vores store overraskelse også alle lærerindernes børn. SURPRISE!

De kom alle samlet ind hos os, og da vi kun havde dækket op til de inviterede 5 lærerinder, måtte vi fluks finde lidt ekstra plads til børnene. Twe, som er en lærerinde fra Ditte og min klasse, gik direkte hen til vores køleskab og åbnede det. Hun skulle lige tjekke lækkerierne ud. Vi blev alle lidt overraskede, men grinede hurtigt af hende. Da børnene havde spist det de kunne fik jeg deres rester over på min tallerken, på trods af at jeg pænt sagde nej tak flere gange. Middagen var vellykket, selvom de ikke lod til at kunne lide pasta med kødsovs. En af lærerinderne lavede endda brækansigt da vi spurgte hende om hun ville have portion nummer to. Mellem aftensmaden og desserten havde Twe været i køleskabet igen, og fandt denne gang nogle mangoer hun synes manglede på bordet. Lynhurtigt havde hun skrællet dem og serverede dem for alle. Da desserten kom på bordet var børnene veltilfredse, de fik simpelthen bare rakt bøtten med is hen og spiste direkte af den som det mest almindelige i verden. Kommunikationen i løbet af aftenen var sjov, og for meste grinede vi en del af hinanden og de underlige vaner de to kulturer i mellem. Lærerinderne nævnte at de ville invitere os til middag i maj måned, det glæder jeg mig til:)

Lærerinderne er kommet og vi skal til at spise

Twe tager lige lidt mango fra køleren

Gruppebillede fra en sjov aften

Besøg fra toppen...

Klokken er næsten 9 og vi sidder og venter på at klokken ringer, så undervisningen kan begynde. Ind af døren kommer to fra ledelsesteamet. Stemningen ændrer sig lynhurtigt og lærerinderne sender hinanden nervøse blikke. Børnene råber "xin chao" og de to fra ledelsen finder nogle små plasticstole og vælger en lærerinde at sidde ved. Lærerinden tager en dyb indånding og starter undervisningen med et barn overfor hende. De to fra ledelsen sidder tæt og hvisker til hinanden. Lærerinden rødmer svagt mens hun skiftevis har sin opmærksomhed på barnet og på ledelsen. Den ene fra ledelsen tager sin blog op foran sin mund og griner lydløst. En af børnene retter henvendelse til den ene af lederne, og viser hende hvad han har lavet. Hun lader som ingenting og hvisker videre bag bloggen.

Kulturforandring der batter!

Efter at have boet i Vietnam i 2måneder føler jeg mig en del klogere på deres til tider besynderlige kultur. Jeg tænker tilbage på de første gange vi købte ind på markedet, hvor vi betalte, hvad der senere hen viste sig at være meget meget overpris. Vores første ture i taxa, hvor taxameteret hoppede fra 15.000 -26.000 dong på under et minut.En af vores første busture i Hanoi hvor billetmanden nægtede os at køre med bussen.
Til nu, hvor vi stort set altid handler på vores lokale marked, og endda til tider bliver hilst genkendeligt på. Taxa benytter vi os sjældent af, og hvis vi gør, så ved vi hvilken pris der er rimelig. Bussen tager vi flittigt, og har sjældent brug for hjælp til at stå af det rigtige sted.

På Sao Mai har vi fået en hverdag op at køre. Lærerinderne i vores klasse er løsnet op og virker glade for, at have os i klassen. Vores VNT projekt er kommet godt i gang, og selvom det ikke har været en lige stor succes hver gang, så er det en fantastisk følelse at børnene har nok tillid til os, så de vil gå med os uden lærerinderne.

Det er stadigvæk en stor udfordring for mig, at deltage i madsituationerne. Det er et punkt på dagen som bare skal overståes for lærerinderne. Selvom vi giver udtryk for vores bekymring omkring propfodring, lader det ikke til at gå lærerinderne på.

Vietnamesernes "spøjse" vaner har vi fået spurgt lidt ind til her og der. Vi er kommet frem til, at mænd med lange lillefingre negle har det for bekvemlighed. De benytter dem/den til at klø sig i øret, pille næse osv. Det har altså intet med hverken religion eller økonomisk status at gøre. (hvilket vi troede i starten)

Jeg mangler stadigvæk at finde ud af, hvordan det kan være, at vietnameserne ofte "graver efter guld" på en måde så man ikke kan undgå at få brækfornemmelser. Det er ligegyldigt om det er i bussen, i klasseværelset eller til vanddukketeater hvor personen er i fokus konstant. Ingen snert af flovhed over at blive taget med fingeren i næsen......

For mig, virker de fleste vietnamesere meget tilfredse med deres liv. Vi har spurgt mange undervejs i Vietnam, om de har været i andre dele af Vietnam og evt. besøgt nabolandene. Det er de færreste der overhovedet har set havet eller været mere end en enkelt gang væk fra hvor de bor og er opvokset. De virker allesammen glade og tilfredse med deres liv, på trods af en arbejdsdag med 9-10timer 7 dage om ugen. Vietnameserne er et stærkt folkefærd, med høj rygrad.

VNT projektet er i gang

Vi maler flittigt, dog ikke altid på papiret.

Vi tegner med oliekridt.

Vores lokale marked

Med bus rundt i Hanoi.

Chau buoi sang Sao Mai

Godmorgen Sao Mai....

Ventetid er en forudsætning for at kunne begå sig i Vietnam. Sao Mai er ingen undtagelse.

På 5 sal går de største børn, de sidder på små klapstole og skriver efter lærerinden fra tavlen.

'Hallo' siger de og vinker begejstret. Undervisningen foregår i to hold med en lærerinde i hver gruppe.

Døre og vinduer ud mod gangen er åbne, og en forbipasserende lærerinde stopper op og snakker ivrigt til de to andre lærerinder. Børnene i klassen bliver mere og mere urolige som snakken mellem lærerinderne fortsætter.

En lærerinde hæver stemmen da en af de udviklingshæmmede drenge retter henvendelse til Ditte og jeg og siger 'hallo'. Lærerinden tager pinden hun har i hånden og slår den ned i bordet. Drengen vender sig og skriver videre.

Et mindre barn står ude på gangen og græder, det lader ikke til at vække nogens opsigt. Ditte prøver forsigtigt at få kontakt til ham, men hans blik er langt væk og kan ikke fanges.